Hofteledsdysplasi hos dyr. Årsager, forebyggelse og behandling
Hofteledsdysplasi forbindes ofte kun med tyske schæferhunde, men findes også hos mange andre store hunderacer som rottweilere, Newfoundlandshunde, labradorer og andre, der vokser intensivt i hvalpealderen. Dette betyder naturligvis ikke, at tilfælde af dysplasi ikke forekommer hos små racer (f.eks. franske bulldogs) og blandingsracer. Selvom det sjældent nævnes, kæmper også katte med denne smertefulde sygdom. Den er særligt almindelig hos Maine Coons, Devon Rex, siamesiske og Himalaya-katte, persere, abessiner og bengalkatte. Hvordan kan vi så beskytte vores kæledyr mod at udvikle hofteledsdysplasi? Først vil jeg kort beskrive essensen af denne sygdom.
Hvad er hofteledsdysplasi?
Dysplasi er en unormal udvikling af hofteleddet under dyrets vækst. Den direkte årsag til sygdommen er svækkelse og løshed af ledkapslen samt forstyrret stabilisering af ledbånd og muskler. Dette fører til en fejlanpasset led og en forskydning af lårbenshovedet i forhold til bækkenet. I de fleste tilfælde er der en bilateral overhang eller dislokation i hofteleddene. Uden behandling fører det til en kronisk betændelse i leddene og deres gradvise degeneration. Med tiden bemærker vi symptomerne, der stammer fra smerter i hofteområdet. Det drejer sig ofte om haltheder, stivhed i lemmerne, problemer med at rejse sig efter en periode med hvile. Som sygdommen skrider frem, bevæger hunden sig mindre, og når den løber, hopper den som en kanin på bagbenene. Nogle gange er hunden tydeligt ængstelig og signalerer smerte ved at pibe, især når den rejser sig.
Hvad er årsagerne til dysplasi?
Den primære årsag til udviklingen af denne sygdom er genetisk disposition, hvorfor det er så vigtigt at undersøge dyr, især racer med disposition, før avl. Defekte gener medfører dog ikke nødvendigvis udviklingen af sygdommen. Det anslås, at 30% skyldes miljøfaktorer som intensiteten af bevægelse i vækstperioden, overvægt eller forkert ernæring. Fra de første leveuger er korrekt ernæring meget vigtig. Foder af god kvalitet fungerer bedst (for store og kæmperacer er det værd at bruge specielt tilpassede blandinger). Det er en udbredt misforståelse at tro, at selv et værdifuldt foder dækker hele behovet for en god knogleudvikling. I sådanne situationer supplerer ejerne med store mængder af præparater med højt calciumindhold. Dette påvirker den intensive knogleudvikling, mens muskler og ledbånd ikke kan følge med. Dette fører til en utilstrækkelig stabilisering af hofteleddene og bliver dermed en disposition for dysplastiske forandringer. En anden fejl er at overfodre vores firbenede dyr, hvilket er særligt farligt i vækstperioden. Overvægt og fedme er en af de mest almindelige faktorer, der påvirker den fælles udvikling af hvalpe og killinger. Også hyppigheden af bevægelse bør være moderat. For intens bevægelse, især indtil 6 måneders alderen, er ikke tilrådeligt på grund af risikoen for overbelastning af leddene. En hvalp bør gå meget, men helst i snor. Jeg fraråder kraftigt at træne vores kæledyr intensivt i vækstperioden. Også hos katte optræder tilsvarende dispositioner, især hvis de er overvægtige eller konstant bliver hjemme.
Forebyggelse og behandling af dyredysplasi
Hvis vi har et dyr af en race, hvor risikoen for dysplasi er særlig høj, er det en god idé at få foretaget en profylaktisk røntgenundersøgelse af hofteleddet allerede i en alder af 3 måneder. Undersøgelsen bør udføres af en kvalificeret dyrlæge, da korrekt udførelse er en af de teknisk sværeste, og jeg støder ofte på diagnoser, der er baseret på røntgenbilleder, der ikke er egnede til diagnosticering af hofteledsdysplasi. Jo tidligere forandringerne opdages, desto mere effektivt kan degenerative forandringer forhindres. Det er vigtigt at huske, at selv i en så ung alder kan små forandringer i en klinisk undersøgelse stadig være helt usynlige, mens de på røntgenbilledet måske allerede er synlige. Afhængigt af omfanget af de konstaterede forandringer anbefales en konservativ behandling eller en kirurgisk indgreb. Ved mild dysplasi anbefales det at holde kroppen slank, dyrke motion derhjemme eller med hjælp fra en fysioterapeut, supplere for at øge mængden af ledvæske og om nødvendigt give smertestillende midler for at øge livskvaliteten. De fleste af disse metoder er dog designet til dyr med så små forandringer, at de ikke forårsager kliniske symptomer. Et kirurgisk indgreb er nødvendigt, når en sværere hofteledsdysplasi diagnosticeres. Der er en række operationsmetoder, der væsentligt understøtter den korrekte positionering af hofteleddet og reducerer dannelsen af degenerative forandringer. Valget af en bestemt metode afhænger i høj grad af hundens alder, graden af ledforvridning og sværhedsgraden af skaden på ledfladen. Ethvert kirurgisk indgreb bør udføres af en erfaren ortopædkirurg, så behandlingsresultaterne bliver så gode som muligt, og valget af operationsmetoden er optimalt for den enkelte sag.
Man bør ikke glemme, at denne sygdom ikke er dødelig. Hurtig opdagelse og behandling fører normalt til tilfredsstillende resultater og giver vores kæledyr et langt liv uden smerte.
Teksterne på bloggen er ikke medicinske råd og erstatter ikke et besøg hos dyrlægen.
